- bygger på viden

Lilje-huset vinder på visualisering

Skiftet til BIM-værktøjet Autodesk Revit har givet producenten af fritidshuse Lilje-huset et kæmpe forspring i arbejdet med at visualisere både typehuse og individuelle byggerier for firmaets kunder.
Skiftet fra Autodesk Architecture Desktop (ADT) til BIM-platformen Autodesk Revit har været en del af en fremsynet strategi hos den danske producent af fritidshuse Lilje-huset. Det har ikke mindst været firmaets ønske om at kunne tilbyde kunderne den bedst mulige og mest fyldestgørende information før valget af hus, som har haft afgørende betydning for den teknologiske oprustning.


Lilje-huset har tre permanente udstillinger rundt omkring i Danmark, hvor en række af firmaets hustyper fremvises. Men ofte efterspørger kunder andre huse eller individuelle udgaver af firmaets typehuse. Med Autodesk Revit er det nu muligt at foretage visualiseringer, som kan give kunden et realistisk billede af et endnu ikke bygget hus.

- Vi mærkede, at vi havde behov for at foretage et teknologisk løft, og med Revit-platformen har vi fået et 3D-tegneprogram, som er mere effektivt, noget nemmere at arbejde med og mere intuitivt. Men det har ikke mindst været tungtvejende argumenter for et stærkt værktøj i forhold til markedsføring og salg, som har været afgørende for skiftet. Nu kan vi vise kunderne flotte og meget detaljerede 3D-visualiseringer af husene, både indvendig og udvendig, siger Simon Ladegaard, administrerende direktør i Lilje-huset og søn af tidligere direktør Berner Ladegaard, som i sin tid stiftede firmaet.

Rent projekteringsmæssigt har brugen af Revit også givet firmaet et forspring i forhold til kvalitetssikring. Det er blandt andet muligt ned til mindste detalje at ændre et køkkengreb på en køkkenlåge eller køkkenelementernes indretning, således at risikoen for fejl minimeres, når selve bygningen bliver opført af byggeleder og håndværkere.

CADXpert, som har stået for implementeringen af Revit hos Lilje-huset, fremhæver at projektet kun er nået så langt takket være alle parters fulde opbakning til projektet.

- Lilje-huset har ikke bare deltaget i et traditionelt kursusforløb, men derimod et mere omfattende konsulentarbejde. Kombinationen af vores indspark samt ledelsens og brugernes dedikation til projektet har medført, at Lilje-huset nu er helt fremme i toppen og har fået implementeret et system, som giver meget detaljerede tegninger. Rent tidsmæssigt er processen også påbegyndt på et helt rigtigt tidspunkt – i forbindelse med produktion af en helt ny serie huse. Lilje-huset er kommet rigtig langt, men er stadig i en proces, som vil give dem mange positive overraskelser i forhold til systemets formåen, siger Mogens Braae fra CADXpert.

Vil du vide mere?

Simon Ladegaard, Lilje-huset a/s, tlf. 4081 6672, e-mail: sl@lilje-huset.dk
Mogens Braae, CADXpert a/s, tlf. 7628 8100, e-mail: mb@cadx.dk

Kontakt os for yderligere oplysninger om vores andre ydelser.

Kontaktinformation

Del med andre